Selektiv mutisme

Når stemmen forsvinder og barnet ikke kan få tale ud i bestemte situationer, så kan det være relevant at undersøge, om barnet har selektiv mutisme.

Selektiv mutisme er en angstlidelse, som gør at barnet eller den unge har svært ved at tale i bestemte situationen. Det er afgørende at forstå, at personer med selektiv mutisme har et stærkt ønske om at tale, men at angsten gør det svært for dem.

Det er vigtigt ikke at presse barnet/den unge til at tale, da dette kan forværre angsten. Et eksempel på selektiv mutisme kan være, at nogle børn gerne vil tale til andre børn, men ikke kan tale til eller omkring voksne. Det kan også være at barnet/den unge taler meget i hjemmet, men ikke kan tale i børnehaven eller skolen.

I kan læse mere, finde podcasts, pjecer og vejledning på nedenstående link til Social- og Boligstyrelsens hjemmeside. Bemærk at linket vil føre dig væk fra denne side.

Du kan herunder finde svar på nogle af de spørgsmål du kan sidde med

Gode råd til selektiv mutisme

Det er vigtigt at hjælpe børn med selektiv mutisme og anerkende den angst barnet eller den unge har. 

Anerkend at det ikke er med vilje at barnet/den unge ikke taler

Pres ikke barnet/den unge til at tale

Undgå stor begejstring når barnet/den unge taler, men anerkend det som almindelig kommunikation

Besvar barnet/den unges non-verbale kommunikation (kropssprog) uden at forvente barnet/den unge sætter ord på

Arbejd tålmodigt og hav fokus på barnets/den unges selvtillid og lyst til at være sammen med andre

Humor kan virke afvæbnende
 

Anvend defokuseret kommunikation:

Sæt dig ved siden af barnet/den unge og ikke overfor

Kræv ikke øjenkontakt 

Sæt ord på det du og barnet/den unge laver sammen uden at forvente svar. Du kan for eksempel fortælle om det du tegner og det barnet tegner

Fortæl barnet/den unge du godt ved det er svært at bruge stemmen og du ikke forventer det

Stil ikke direkte spørgsmål, men vær i stedet undrende 
 

Du kan få yderligere vejledning og ideer på Social- og Boligstyrelsens hjemmeside på nedenstående link. Vær opmærksom på at linket fører dig væk fra denne side.

Hvad tilbyder vi

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning er sparringspartner til dagtilbud og skoler i Vejle Kommune. Vi tilbyder også rådgivning til forældre, børn og unge i alderen 0 - 17 år.

Den første kontakt sker gennem dagtilbud/daginstitution/skole, som henvender sig til institutionens lokale tale-hørekonsulent fra PPR.

Derefter vil der tilbydes en samtale, hvor udfordringerne drøftes og hvor I sammen med jeres lokale psykologiske rådgiver og tale-hørekonsulent kan få mere viden om selektiv mutisme.