Lydlig opmærksomhed
Det er vigtigt at hjælpe dit barn til at blive opmærksom på lyde, for at kunne hjælpe barnet med sin udtale
Høresansen er særlig, idet den allerede er aktiv fra 20. Graviditetsuge. Fra 24. uge kan fostret opfatte og genkende talelyde, sprogmelodi og rytmiske mønstre i talen. Et barn med normal hørelse bliver altså født med nogle erfaringer med lyd, som danner grundlag for at udvikle talesproget. Flere børn skal dog have hjælp til at lære aktivt at lytte, at kunne skelne mellem støj og talestrøm, samt have hjælp til at skærpe sin opmærksomhed mod lyd. Fokus og nysgerrighed på lyd træner at fastholde opmærksomheden, bearbejde høreindtrykket og derefter afkode og respondere på det.
Det er muligt at lege med lydlig opmærksomhed i dagligdagen ved for eksempel;
- Italesætte lydene omkring jer på gåture “det er en høj, svag, skarp, kort mm. Lyd”. Video
- Stopdans. Her leges med lyd over for stilhed
- Tampen brænder. Der gemmes et tikkende æggeur som skal findes ved at lytte sig vej frem.
- Kims leg. Find fem ting der kan lave lyd. Barnet ser tingene, hvorefter de gemmes under et viskestykke. Én ting fjernes og barnet skal gætte hvilken ting, der mangler, og hvilken lyd der kan kobles til tingen.
- Gem ting i bøtter. Der puttes forskelligt indhold fx havregryn og en legoklods i ikke-gennemsigtige bøtter, uden barnet har set indholdet. Bøtterne rystes og der snakkes om, hvad indholdet kan være. Lyder det let, tungt, kantet, blødt osv.?
Besøg Legeteket for yderligere inspiration til leg med lydlig opmærksomhed