Pæ­da­go­gik

Pædagogisk Psykologisk Rådgivning laver forløb i samarbejde med pædagogisk personale i daginstitutioner. Forløbene tilrettelægges fleksibelt og tager afsæt i den enkelte institutions behov. På denne side kan du læse mere om udvalgte forløb og finde materialer til inspiration i dagligdagen.

Kort om pædagogiske forløb

  • Hvorfor og hvordan?

    Et pædagogisk forløb er en måde at stille viden til rådighed på og samarbejde om at gøre den aktiv i praksis. Det betyder, at der videreudvikles, efterhånden som erfaringerne høstes.

    Pædagogiske forløb aftales på koordinerings- og prioriteringsmøder i samarbejde med daginstitutionen.

    Forløbene vil typisk være kortere forløb af 4-8 uger og have praksisnær karakter. Forløbene tilrettelægges fleksibelt og tager afsæt i den lokale kontekst. Emner i forløb kan være affektregulering, følelsesmæssig udvikling, sprogudvikling, motorik m.m. Forløbene kan også tilrettelægges i samarbejde med tværfaglige kolleger fra PPR.

    Forløbene er også et tilbud til private daginstitutioner.

    Hvis du har idéer eller ønsker til nye pædagogiske forløb, er du meget velkommen til at kontakte jeres pædagogiske rådgiver eller Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.  

Konkrete pædagogiske forløb

  • Lokalt tilrettelagt forløb

    Formål
    De fleste pædagogiske forløb er lokalt tilpasset daginstitutionens behov som beskrevet ovenfor.

    Indholdet er inspireret af udvalgte pædagogiske retninger og metoder...

    Det kan fx være ICDP, KIDS, Marte Meo, neuro-pædagogik, mentalisering, supervision med videre.

    Forløbsaftale

    Den pædagogiske rådgiver laver i samarbejde med daginstitutionen en skriftlig forløbsaftale om udførelse af konkrete og afgrænsede pædagogiske aktiviteter.

    Forløbet forpligter PPR og daginstitutionen til et samarbejde om de inkluderende læringsmiljøer.

    Aftalen journaliseres automatisk i SBSYS med den pædagogiske rådgiver, som sagsbehandler.

    Hvilke faggrupper deltager fra PPR?
    Pædagogiske rådgivere

    Hvis du vil vide mere
    Kontakt jeres pædagogiske rådgiver eller Rikke Thesbøl, faggruppeleder.

     

  • Mikrodiamantforløb

    Formål og målgruppe
    Mikrodiamant er et undervisningsforløb om følelser og fællesskab.

    Formålet er at styrke forudsætningerne for, at alle børn oplever at være en vigtig del af et fællesskab. Også de børn, som bliver udfordret af fællesskabet.

    Mikrodiamantforløbet er målrettet børnehavernes ældste børn. Det er tilrettelagt, så det passer til før-skolebørn. Alle børn kan være med, ingen er forkerte eller for dårlige.

    Indhold
    I alt er der 6 moduler af 50 minutters varighed.

    Mikrodiamantforløbet består af konkrete øvelser og lege med et generelt fokus på følelsesmæssige udtryk og specifikt på de udtryk, der somme tider kan skabe problemer.

    Særligt har vi fokus på vreden. Vrede er helt almindelig og god at have, men samtidig kan den blive rigtig besværlig nogle gange. Det kan være, når den kommer til udtryk ved at slå, eller som en knude i maven. Nogle måder at vise vrede på er meget mere tydelige for omgivelserne end andre. Gennem forløbet møder børnene de forskellige udtryk, som vrede kan have.

    I hvert modul vil børnene få brugt både krop og hoved. Der indgår billeder, musik, bog, lege og afspændingsøvelser undervejs.

    Mange af de elementer, der indgår i Mikrodiamantforløbet, kan også bruges i hverdagen.

    Hvilke faggrupper deltager fra PPR?
    En eller to fra følgende faggrupper: pædagogisk rådgiver, tale-hørekonsulent, fysio-/ergoterapeut, psykologisk rådgiver og socialfaglige rådgiver.

    Hvis du vil vide mere
    Kontakt jeres pædagogiske rådgiver eller Rikke Thesbøl, faggruppeleder.

  • Legens potentiale

    Kort video introduktion

    Hør pædagogisk rådgiver Pia Vestergaard Nielsen fortælle om Legens potentiale. 

    Formål
    Formålet med forløbet er at opbygge og styrke børns sociale, følelsesmæssige, og personlighedsmæssige ressourcer gennem strukturerede lege og aktiviteter i samspil med nærværende voksne. Det er glædesfyldte aktiviteter, hvor vi skal have det sjovt og hvor børn og voksne får positive erfaringer med at indgå i et børnefællesskab. Det er ikke legene i sig selv, men måden vi er sammen på, der skaber udvikling hos det enkelte barn og gruppen.

    Målgruppen er børn mellem 3- 6 år og voksne, der kan lide at lege og bruge sig selv aktivt i samspil med børn.

    For eksempel…

    • Vi arbejder med børnefællesskaber og alle børns ret til at være en del af det.
    • Vi arbejder med børns energiniveau med op- og nedregulerende legeaktiviteter.
    • Vi arbejder med børnenes følelsesmæssige afstemning gennem leg.


    Indhold

    • Det er et praksisnært forløb á 10-12 legesessioner med en gruppe på 6-8 børn, en pædagog fra institutionen og 2 medarbejdere fra TCBU. En legesession er ca. 1 time og efterfølges fælles refleksion på 15 min. over dagens session.
    • Medarbejderne fra TCBU planlægger hele forløbet og er karavanefører i gruppen.
    • Vi starter med et forventningsafstemningsmøde, med et kort oplæg om baggrunden for Legens potentiale.
    • Det forventes, at daginstitutionens leder deltager i den indledende forventningsafstemning og det afsluttende møde.
    • Et afsluttende møde, hvor vi samler op på erfaringer og aftaler mål for det fremadrettede arbejde.
    • Et opfølgningsmøde 1-2 mdr. efter endt forløb, hvor vi evaluerer og afslutter forløbet.

    Brugeranmeldelse fra daginstitutionen

    Hør Mette Haugaard Olsen, AKT pædagog i en af Vejle Kommunes daginstitutioner, fortælle om institutionens udbytte af forløbet om legens potentiale. NB! Vi gør opmærksom på, at børnene i disse videoklip er modeller. 

    Hvilke faggrupper deltager fra TCBU?
    2 pædagogisk rådgivere.

    Hvis du vil vide mere
    Kontakt jeres pædagogiske rådgiver eller Rikke Thesbøl, faggruppeleder.

Pædagogisk materiale og inspiration

Piktogrammer

Piktogrammer er symboler, tegninger eller billeder, som visualiserer og tydeliggør bestemte begreber. Piktogrammer kan være med til at fremme børns forståelse for, hvad der skal ske i løbet af dagen, hvilket giver barnet ro og mindre stress.

 

Læs mere om piktogrammer, find relevante piktogrammer til en konkret pædagogisk konkret eller lav dine egne piktogrammer med Picto Selector

Bøger om følelser

Download et inspirationskatalog til didaktisk læsning. Inspirationskataloget henvender sig til fagfolk, som arbejder med børn i alderen 0-6 år og indskolingen. Vi har samlet dansk og udenlandsk litteratur, der kan være relevant i det pædagogiske arbejde, hvor fokus er på børns følelser og hverdagsoplevelser - set fra et børneperspektiv. Kataloget er bygget op over 10 temaer. Temaerne er: vrede, ked, kærlighed, bange, venskab, jalousi, glæde, hverdag, drilleri og kedsomhed.

Læs eller download inspirationskataloget om følelser

Apps til børn 0-6 år

Læs faglige vurderinger af et bred udvalg af apps indenfor de 6 lærerplanstemaer i dagtilbud:

Apps bruges bedst sammen med andre. Vi anbefaler, at voksne sidder sammen med børn, når en app eller tablet bruges i hverdagen. Der er desuden fokus på, hvordan leg og læring kan tilrettelægges både indenfor og udenfor app'en, så børnene oplever en sammenhæng mellem den digitale og den fysiske virkelighed.

Kommunikation